Mine tarme skriger,
i munden på folk, der snakker ondt om rakkerpak som mig,
imens de smider og strøer med de gyldne gryn om sig,
som ku' ha' gjort gavn for mig, til min hungrende vom,
men jeg har ikke et særligt stort navn så, den er hungrende tom.
Jeg dufter dolmerkål, stegte bornholmerål, alverdens mad,
serveret på sølvfad, men min lomme er flad.
Jeg fryser min fod for jeg har slidt min skosål,
mit andet ben og min sko har jeg solgt for en slik til et godt formål.
Jeg føler mig yderst fjern, men skal blot bryde min hjern'
med at fryse en halv krop.
Jeg spiller op med den ene hånd, i den anden holder jeg en tom kop.
De kalder mig betler, eller bare den flade gademusikant -
en ækel, klam stodder, der æder skodder imod en usselt pant.
Fordømt rådden røv det' blevet en luder at være rapper.
Der er ingen scene jeg er helt alene i det 21' århundrede
på de kolde trapper.
Så hist hvor vejen slår en bugt, ser du en såkaldt gammel nar,
der drømte om at blive ægte familiefar, spise rådden frugt.
En viadukt må være stedet at søge ly, for en lilla sky,
der giver tegn på syreregn, snart vil hærge den indre by.
For det er ovenud udmattende
at slentre rundt med huller i hud og hår.
Jeg prøver at regne ud hvornår mine kødsår
bliver til aske. Jeg ser en taske,
daske i hånden på en gammel dame jeg burde fa'me,
men nej, de er blevet for smarte,
nu til dags kan de baske en i karate.
Så jeg må nøjes med de ligegyldige små basører.
Jeg føler blikket sløre,
og hører fløjten til det sidste tog, der snart kører.
Så jeg gør klar, tar' mine ting, begynder at vandre -
ser tilbage til de dage af mit liv og det jeg godt ville forandre,
men opgir', og opsir' min tilstedeværelse på den her planet.
Gjort er gjort og sket er fortid -
en alt for hård tid for en falleret gammel gadestryger.
Smyger mig ned af strøgen, forsvinder i røgen fra min sidste ryger,
som fordamper ligesom mig og bliver ét med de triste skyer;
langt væk fra den her klode, for det på mode at vær' psyko
så jeg er klar, parat til start og så væk i en fart.
mellemspil
Jeg tjalder rundt og ser smart ud,
og andre synes at det ser rart ud
at se så 24 karat ud,
men jeg er skæv og fuld og fuld af ligeså meget lort som alle andre
og der står 'no future' malet på min port.
Det er for sort når jeg ser sort og skærmen flimrer,
øjne løber i vand, min sved er kold og hjernen simrer.
For jeg er fanget i en fremmed verden - det er en krig, mand.
Jeg kaldes Geo, men jeg har det som en Brian,
i dekadente Disneyland. Så det er mig du gør nar af,
når du råber efter folk, der ligner dommedag.
Min verden bryder sammen som en LEGO-planet
og geologeisme bliver en egomentalitet.
Jeg drømmer om et stille rum med lys og bad og seng i
og ik' at trisse rundt på må og få og være afhængig
af tjald og tobak og elefanter og af kroner,
for at glemme alt om sultne børn og voldtægt og kanoner.
Har set så mange nøgne kvinder at jeg går
og prøver på ikke at brække mig hver gang jeg ser et bart lår.
Jeg har kun kulde, vil gerne bytte det til varme,
så jeg synker en klump imens det flår i mine tarme.
Mine arme går i bund som et lod af bly -
ja, det vel nok en ringe trøst, at i morgen er en ny dag.
Jeg mumler "tak" til Chirac, Jeltsin og Billy Boy,
med foldede hænder; tak for guldøl og billig røg,
plastic og piller, nervegas og mobiler.
Tiden iler - når mit kød er væk så ved jeg kraniet smiler hånligt.
mellemspil
Jeg må stimuleres for ingenting fungerer som det burde.
Der skal mere end urtete til at kvæle mine sjælekvaler.
Jeg daler, falder, maler blå verbaler,
for det hænder for selv den bedste at bøtten den vender til det værste.
Noget af det sværeste man kan undvære må være nærvær fra de næreste.
Jeg ta'r endnu en tår, mens et år bliver til årtier,
tier blir' til årtusinder, jeg hører susen for mit indre øre.
Mit sind det kører non-stop som skodpop på 'fucked up' diskoteker.
Skt. Hans eller Skt. Peter venter spændte på at se mig til te,
men de må sande at jeg blir' oven vande,
for det er for let at bare forbande det hele langt væk
i trit med man lægger sig i sprit, spiller sig selv og går fallit.
Jeg vågner stum op i et tomrum og køber ord på kredit.
Mit tankespind det holder mig bundet på hænder og fødder
så jeg er fortabt, hvis ondskabens træ slår rødder i mit sind -
abstrakt sagt.
Så jeg synger den blues
og bliver hængende i min rus.
Så jeg synger den blues
og bliver hængende i min rus.
i munden på folk, der snakker ondt om rakkerpak som mig,
imens de smider og strøer med de gyldne gryn om sig,
som ku' ha' gjort gavn for mig, til min hungrende vom,
men jeg har ikke et særligt stort navn så, den er hungrende tom.
Jeg dufter dolmerkål, stegte bornholmerål, alverdens mad,
serveret på sølvfad, men min lomme er flad.
Jeg fryser min fod for jeg har slidt min skosål,
mit andet ben og min sko har jeg solgt for en slik til et godt formål.
Jeg føler mig yderst fjern, men skal blot bryde min hjern'
med at fryse en halv krop.
Jeg spiller op med den ene hånd, i den anden holder jeg en tom kop.
De kalder mig betler, eller bare den flade gademusikant -
en ækel, klam stodder, der æder skodder imod en usselt pant.
Fordømt rådden røv det' blevet en luder at være rapper.
Der er ingen scene jeg er helt alene i det 21' århundrede
på de kolde trapper.
Så hist hvor vejen slår en bugt, ser du en såkaldt gammel nar,
der drømte om at blive ægte familiefar, spise rådden frugt.
En viadukt må være stedet at søge ly, for en lilla sky,
der giver tegn på syreregn, snart vil hærge den indre by.
For det er ovenud udmattende
at slentre rundt med huller i hud og hår.
Jeg prøver at regne ud hvornår mine kødsår
bliver til aske. Jeg ser en taske,
daske i hånden på en gammel dame jeg burde fa'me,
men nej, de er blevet for smarte,
nu til dags kan de baske en i karate.
Så jeg må nøjes med de ligegyldige små basører.
Jeg føler blikket sløre,
og hører fløjten til det sidste tog, der snart kører.
Så jeg gør klar, tar' mine ting, begynder at vandre -
ser tilbage til de dage af mit liv og det jeg godt ville forandre,
men opgir', og opsir' min tilstedeværelse på den her planet.
Gjort er gjort og sket er fortid -
en alt for hård tid for en falleret gammel gadestryger.
Smyger mig ned af strøgen, forsvinder i røgen fra min sidste ryger,
som fordamper ligesom mig og bliver ét med de triste skyer;
langt væk fra den her klode, for det på mode at vær' psyko
så jeg er klar, parat til start og så væk i en fart.
mellemspil
Jeg tjalder rundt og ser smart ud,
og andre synes at det ser rart ud
at se så 24 karat ud,
men jeg er skæv og fuld og fuld af ligeså meget lort som alle andre
og der står 'no future' malet på min port.
Det er for sort når jeg ser sort og skærmen flimrer,
øjne løber i vand, min sved er kold og hjernen simrer.
For jeg er fanget i en fremmed verden - det er en krig, mand.
Jeg kaldes Geo, men jeg har det som en Brian,
i dekadente Disneyland. Så det er mig du gør nar af,
når du råber efter folk, der ligner dommedag.
Min verden bryder sammen som en LEGO-planet
og geologeisme bliver en egomentalitet.
Jeg drømmer om et stille rum med lys og bad og seng i
og ik' at trisse rundt på må og få og være afhængig
af tjald og tobak og elefanter og af kroner,
for at glemme alt om sultne børn og voldtægt og kanoner.
Har set så mange nøgne kvinder at jeg går
og prøver på ikke at brække mig hver gang jeg ser et bart lår.
Jeg har kun kulde, vil gerne bytte det til varme,
så jeg synker en klump imens det flår i mine tarme.
Mine arme går i bund som et lod af bly -
ja, det vel nok en ringe trøst, at i morgen er en ny dag.
Jeg mumler "tak" til Chirac, Jeltsin og Billy Boy,
med foldede hænder; tak for guldøl og billig røg,
plastic og piller, nervegas og mobiler.
Tiden iler - når mit kød er væk så ved jeg kraniet smiler hånligt.
mellemspil
Jeg må stimuleres for ingenting fungerer som det burde.
Der skal mere end urtete til at kvæle mine sjælekvaler.
Jeg daler, falder, maler blå verbaler,
for det hænder for selv den bedste at bøtten den vender til det værste.
Noget af det sværeste man kan undvære må være nærvær fra de næreste.
Jeg ta'r endnu en tår, mens et år bliver til årtier,
tier blir' til årtusinder, jeg hører susen for mit indre øre.
Mit sind det kører non-stop som skodpop på 'fucked up' diskoteker.
Skt. Hans eller Skt. Peter venter spændte på at se mig til te,
men de må sande at jeg blir' oven vande,
for det er for let at bare forbande det hele langt væk
i trit med man lægger sig i sprit, spiller sig selv og går fallit.
Jeg vågner stum op i et tomrum og køber ord på kredit.
Mit tankespind det holder mig bundet på hænder og fødder
så jeg er fortabt, hvis ondskabens træ slår rødder i mit sind -
abstrakt sagt.
Så jeg synger den blues
og bliver hængende i min rus.
Så jeg synger den blues
og bliver hængende i min rus.
song info: